Vil du med på weekendtur til Slettestrand 4. - 6. oktober 2019?

Tank ny strøm på batterierne med denne yogaweekend på Rønnes Hotel ved Slettestrand. Yogaturen byder på ren selvforkælelse i naturskønne
omgivelser fra fredag til søndag.

Du kan glæde dig til masser af yoga, åndedrætsøvelser, meditation,
velgørende afspændinger, lækker mad, fordybelse, dejligt selskab og tid til afslapning med lige netop det, du har brug for og lyst til.

Både klitplantagen og stranden indbyder til lange gåture i den friske luft.
Havet ligger blot 5-6 min. travetur fra hotellet.

Program

Fredag den 4. oktober 2019:

Kl. 14:00 – 17:00: Ankomst og check-in

Kl. 17:00 – 19:00: Velkomst, åndedrætsøvelser og yoga

Kl. 19:30: Middag (3 retter) og hyggesnak

Lørdag den 5. oktober 2019:

Kl. 8:00 - 10:00: Morgenyoga

Derefter morgenmad frem til ca. kl. 11:00

Tidsrummet mellem morgenmaden og aftenyogaen kan bruges til lige netop det, du har lyst til. Det kan være en travetur på stranden, et dyp i havet, stille fordybelse med en god bog, en lur, en gang massage, besøg på et nærtliggende galleri eller andet. Rønnes Hotel er nabo til Feriecenter Slettestrand, der bl.a. byder på Havbadehuset Slettestrand med varmtvandsbassin og sauna til en rimelig pris.

Kl. 17:30 - 19:00 Aftenyoga

Kl. 19:30: Middag (buffet), hyggesnak + evt. musik og dans

Søndag den 6. oktober 2019:

Kl. 7:30 – ca. 7:45: Morgenmeditation (evt. udendørs, hvis vejret tillader det)

Kl. 7:45 – 9:45: Morgenyoga

Derefter morgenmad

Senest kl. 11:00: Udcheckning

Ret til ændringer forbeholdes!

Dette er inkluderet i arrangementet

2 x overnatning i enkeltværelse

2 x morgenmadsbuffet

Aftenmenu fredag (3 retter ekskl. drikkevarer)

Eftermiddagskaffe lørdag

Buffet lørdag aften med fiskespecialiteter, lune retter, oste og desserter (ekskl. drikkevarer)

Yogaundervisning

Vi har eget yogalokale til rådighed hele weekenden.

Pris

Ved tilmelding senest 10. juli 2019:   DKK 2.795,00 (early-bird-pris)

Ved tilmelding fra 11. juli 2019:          DKK 2.995,00

Ved overnatning i delt dobbeltværelse reduceres prisen med DKK 300,00 per person.

Praktiske informationer

Der undervises i Hatha og Yin yoga inkl. åndedrætsøvelser, afspænding og meditation. Vi vil arbejde med diverse øvelser, der tilsammen styrker, smidiggør og beroliger krop og sind.

Alle er velkomne – både begyndere og øvede.

Måtter, bælter, klodser, blokke etc. vil være til rådighed, men du er selvfølgelig velkommen til at medbringe dit eget udstyr. Medbring selv et lunt tæppe eller to til brug for afspændingen.

Påklædning:

Til yogaen anbefales behageligt træningstøj, der sidder til, men ikke strammer nogen steder. Yogaen udføres på bare tæer, men tag et par sokker og en lun trøje med til afspændingen.

Transport til hotellet foregår i egen bil.

Sig til, hvis du har brug for kørelejlighed. Så prøver jeg gerne at hjælpe med koordinering af pladser i bilerne.

Behandling med fysiurgisk massage eller kraniosakralterapi kan tilbydes, hvis der er interesse for det.

Her skal vi bo:

Rønnes Hotel
Kystvejen 25, Slettestrand
9690 Fjerritslev
Tel.: +45 98 20 80 20
www.roennes-hotel.dk

Tilmelding og betaling

Send en e-mail til mail@aalborgyogastudio.dk med angivelse af navn og telefonnummer, og indbetal samtidig depositum på DKK 1.000,- til konto 8401- 1786799 i Merkur Andelskasse.

Restbeløbet overføres senest 2. september 2019 til samme konto. Tilmelding er bindende. Husk, du kan opnå 200 kr. i Early-Bird-rabat ved tilmelding senest 10. juli 2019.

Ved framelding senest 2. september 2019 refunderes DKK 500,- af depositum. De resterende DKK 500,- gælder som administrationsgebyr. Fra 3. september sker der ingen refusion, men man er velkommen til selv at sælge sin plads til en anden.

Instruktør

Lene Larsen, Aalborg Yogastudio