Medbring i øjeblikket selv en yogamåtte, et håndklæde og et tæppe til undervisningen.
Har du ingen måtte, medbringer du i stedet et lagen og låner en måtte hos os. Vi glæder os til at se dig!

Husk at logge på, hvis du allerede er oprettet som bruger på min hjemmeside.
Så får du en bedre brugeroplevelse og er fri for at indtaste dine oplysninger hver gang.

Yogaweekend med opladning til julemåneden 25.-27. november 2022

Kan du forestille dig noget mere hyggeligt end en ”ro på”-energiopladning til julemånedens mange aktiviteter med morgenmeditation, åndedrætsøvelser, masser af yoga i forskellige former, lækre måltider, en frisk travetur ved vandet eller i plantagen efterfulgt af en kop varm kakao eller te.

Denne yogaweekend skal blot bruges på at få styr på dine dybe vejrtrækninger, finde ro til at mærke dig selv, skabe plads i kroppen, booste din livsglæde og tanke ny energi!


Aalbæk Badehotel (ca. 20 km syd for Skagen) giver os de hyggeligste
rammer for weekenden. Alle kan være med – både begyndere og øvede.

Vi skal arbejde med vejrtrækningen og fordybe os i meditationer, en blanding af aktiv yang-yoga og stille yin-yoga samt ekstra lange afspændinger.

Vinterens mørke inviterer til refleksion, stilhed og selvomsorg, så giv dig selv lov til at blive lidt langsommere og ”kravle ind i dig selv” denne
weekend.

Lørdag mellem lektionerne er der god tid til en travetur ved vandet eller i plantagen, en slentretur på Aalbæks hyggelige julemarked, en lur, en

behandling med massage/KST eller måske et par timer med en god bog.

Program

Fredag den 25. november 2022:

Kl. 14:30 – 16:30: Ankomst og check-in

Kl. 16:45 – 18:30: Velkomst, åndedrætsøvelser, hatha yoga og afspænding

Kl. 19:00: Middag (3 retter) og hyggesnak

Kl. 21:00 – 22:15: Blid slumre-yin yoga og stille godnat

Lørdag den 26. november 2022:

Kl. 7:30 – 7:50: Morgenmeditation og åndedrætsøvelser

Kl. 7:50 – 9:45: Morgenyoga med fokus på at styrke jordforbindelsen og finde ro

Kl. 10:00: Morgenmad

De næste timer kan bruges til lige netop det, du har lyst til.

Kl. 17:00 – 19:00: Yin yoga og afspænding

Kl. 19:30: Middag (3 retter) og hyggesnak

Søndag den 27. november 2022:

Kl. 7:30 – 7:50: Morgenmeditation og åndedrætsøvelser

Kl. 7:50 – 9:45: Yin møder yang yoga

Kl. 10:00: Morgenmad

Kl. 11:15 Fælles afrunding af weekenden og tak for denne gang

Ret til ændringer forbeholdes!

Dette er inkluderet i arrangementet

2 x overnatning i superior enkeltværelse

2 x morgenmad

2 x 3 retters aftenmenu (ekskl. drikkevarer)

9,5 timers undervisning i YOGA mm i dejligt lokale

Transport til hotellet foregår i egen bil eller med tog. Hotellet ligger kun fem minutters gang fra togstationen i Aalbæk.

Pris

Ved tilmelding senest 10. oktober 2022:   DKK 3.595,00 (early-bird-pris)

Ved tilmelding fra 11. oktober 2022:      DKK 3.845,00

Rabat per person ved delt dobbeltværelse: DKK 400,00   

Tilmelding og betaling

Send e-mail til mail@aalborgyogastudio.dk med angivelse af navn og telefonnummer. Indbetal samtidig depositum på DKK 1.000,- til reg. 9163 konto 6294203980 i Nordea. Early-bird-rabat på 250 kr. opnås ved tilmelding senest 10.10.2022. Overfør restbeløbet senest 26.10.2022 til samme konto.

Ved framelding senest 26.10.2022 refunderes DKK 500,- af depositum. Resten af depositum er administrationsgebyr. Fra 27. oktober 2022 sker der ingen refusion. Du er dog velkommen til selv at sælge din plads til en anden. Bliver vi nødt til at aflyse turen, får du naturligvis det fulde beløb retur.

Praktiske informationer

Underlagsmåtter, bælter, klodser, blokke, yogapøller etc. vil være til rådighed, men du er velkommen til at medbringe dit eget udstyr. Medbring selv din yogamåtte + et lunt tæppe eller to til brug for afspændingen.

Påklædning: Til yogaen anbefales behageligt, elastisk træningstøj.
Øvelserne udføres på bare tæer, men tag et par varme sokker og en lun trøje med til yin yoga og afspændinger.

Behandling med fysiurgisk massage eller kraniosakralterapi kan
tilbydes, hvis der er interesse for det.

                 

Instruktør

Lene Larsen, Aalborg Yogastudio:
Yogainstruktør, kraniosakralterapeut og lægeeks. fysiurgisk massør

Har du spørgsmål?

Tøv ikke med at kontakte os, hvis du har nogle spørgsmål – vi er her for at hjælpe dig!