Workshop: Yin Yoga – ro og fordybelse i adventstiden

Saturday    |    10:00 - 13:00 (08/12/2018) , Duration: 03:00 Categories:

Advents- og juletiden er for mange af os en travl periode, hvor man let glemmer at passe på sig selv. Denne lørdag får du hele tre timer med nærvær og tid til at give slip på stress og jag, finde roen i dig selv og samle energi. Der vil være fokus på vejrtrækningen, stilhed og dejlige dybe yin yoga stræk, der samtidig stimulerer både immunforsvar, energibaner og det parasympatiske nervesystem, der bl.a. får krop og sind til at slappe af og restituere.

Yin yoga består primært af siddende og liggende stillinger. Vi vil typisk holde stillingerne i 2-4 minutter, hvor du kan lukke øjnene og overgive dig til tyngdekraften. Når du slapper helt af i stillingerne, kan du opleve de dybe stræk, der både kan gøre bindevævet og musklerne smidigere samt forløse fysiske og psykiske spændinger i kroppen.

Alle kan være med uanset køn, alder, størrelse, smidighedsgrad og erfaring med yoga. Vi har diverse hjælpemidler til rådighed i lokalet, og vi skal nok få tilpasset stillingerne, så du også har glæde af dem. Der vil være lidt snacks til pausen.

Vi afslutter som altid workshoppen med en velgørende afspænding, så du kan gå fredfyldt og afslappet hjem til lørdagens øvrige sysler. Tag gerne en lun trøje og strømper med til afspændingen.

Det praktiske:

Instruktør:   Lene Larsen

Sted:          Aalborg Yogastudio, Vesterbro 18, 2. sal, 9000 Aalborg

Pris:           300 kr.

Tilmelding:   Send en mail til lene@aalborgyogastudio.dk eller en sms til Lene på 25130310, og indbetal samtidig de 300 kr. til konto i Merkur Andelskasse: Reg. 8401, kto. 1250622 eller per MobilePay til nr. 98151 for at sikre dig pladsen. Husk at angive navn samt ”advents-yin”.

Tilmelding er bindende efter 1. december. Ved afbud senere end 1. december refunderes prisen ikke. Men du er velkommen til selv at overdrage pladsen til en anden.